Vendelboløbet - 50-års jubilæum

27. august 2026 15:54 , af Søren Hansen

Vendelboløbet – 50-års jubilæum

4 medlemmer fra Silkeborg Kajakklub har lørdag deltaget i motionsløbet Vendelboløbet, der afholdes af Aalborg Kajakklub. Da der var 50-års jubilæum for Vendelboløbet, havde Aalborg Kajakklub gjort sig ekstra umage med arrangementet. Vejret var perfekt – ca. 20 grader og en let (med)vind fra nordvest, bølgerne på Limfjorden var stort set glattet ud, forplejningen var i top og der var masser af lodtrækningspræmier.

Vendelboløbet starter ved Åbybro med ca. 11 km. på Ryåen, derefter ca. 10 km. på Limfjorden og slutter ved Aalborg Kajakklub. Strækningen på Ryå var herlig med en let medstrøm, men da vi kom ud i Limfjorden, blev fårene skilt fra bukkene (eller de lokalkendte skilt fra ”de udenbys”). Nogle steder er der meget lavt vand, og det skal man helst holde sig fra 😉

Resultatmæssigt klarede vi os godt: Peter vandt guld i Herre K1 (60+), Karen vandt sølv i Dame K1 (60+) og Lise og Søren vandt bronze i K2 mix.

Næste motionsløb er Tour de Gudenå lørdag d. 5. september og Marathon-Regatta i Neumünster lørdag d. 3. oktober. Og herefter går vi over til vinterprogrammet med motionsløbene ”Havneræs” hver den første søndag i månederne november til april. Nærmere info om Havneræs kommer senere.

Bonusinfo: Løbet starter ved Åbybro Mejeri, der er verdensberømt langt ud over Vendsyssel for sin produktion af Ryå is. Det forlyder, at hvis man indtager præcis en kugle is inden løbet, ror man ekstra stærkt…