I weekenden op til klubmesterskabet havde Silkeborg Kajakklubs børne- og ungdomsafdeling arrangeret en overnatningsweekend i klubben. Hele 18 børn og unge deltog, og der var lagt op til et døgn fyldt med kajakroning, sjove aktiviteter og masser af hygge.
Weekenden begyndte fredag eftermiddag med svømmetræning under kyndig ledelse af Emil Skovsager. Svømning er en vigtig del af træningen for vores unge kajakroere. Det handler selvfølgelig om at være tryg i vandet, hvis man skulle kæntre, men svømning er også en fantastisk træningsform, der styrker både kondition, koordination og kropskontrol.
Efter svømningen gik turen tilbage til kajakklubben, hvor forældre havde sørget for friskbagte boller, så energidepoterne kunne blive fyldt op inden eftermiddagens kajaktur.
Herefter satte alle børneroerne sig i kajakkerne og begav sig afsted mod Resenbro. Vejret viste sig fra sin allerbedste side med helt spejlblankt vand og fantastiske forhold på Silkeborg Langsø. Turen gik gennem Silkeborg Havn, hvor flere af de unge roere for første gang prøvede at bære deres kajakker over slusen og fortsætte på den anden side.
Det blev en rigtig flot tur, og da vi nærmede os Resenbro, blev vi mødt af en smuk solnedgang over vandet. Roerne kunne dog berette om en knap så fantastisk oplevelse med de mange insekter, der dukkede op i skumringen. Dem kunne vi godt have været foruden!
Omkring kl. 19 nåede vi frem til Resenbro, hvor forældre stod klar til at hente os og køre os tilbage til kajakklubben. Her ventede et varmt bad og efterfølgende en velfortjent aftensmad. Forældre havde sørget for lækker pasta med kødsauce, som vi nød sammen i Vikingestuen.
Efter aftensmaden var der stadig masser af energi tilbage hos børnene. Der blev leget fange-gemme både inde i klubben og udenfor, inden soveunderlag og soveposer blev fundet frem i Vikingsalen. Aftenen sluttede med film og popcorn, og efter en lang dag med både skole, svømning og kajakroning var det ikke svært at falde i søvn.
Lørdag morgen vågnede vi omkring kl. 7.30 og begyndte dagen med fælles morgenmad. Endnu en gang havde forældrene sørget godt for os med både boller, havregryn og juice.
Inden klubmesterskabet gik i gang, var der tid til forskellige sjove aktiviteter i styrketræningsrummet. Blandt andet skulle børnene konkurrere om at bygge den stærkeste bro udelukkende ved hjælp af avispapir og tape. Der blev tænkt kreativt og samarbejdet på kryds og tværs.
Herefter var det tid til weekendens sidste store aktivitet: klubmesterskabet!
For mange af vores børneroere var det deres allerførste klubmesterskab, da de først er begyndt til kajak i løbet af året. Heldigvis er klubmesterskabet en særlig begivenhed, hvor nye og mindre erfarne roere får mulighed for at danne makkerpar med nogle af klubbens mere erfarne roere. På den måde kan alle være med, og det handler mindst lige så meget om fællesskab og gode oplevelser som om at komme først over målstregen.
Efter konkurrencerne deltog børnene også i klubbens traditionelle standerstrygning, kagespisning og fejring af de roere, der havde vundet medaljer i løbet af sæsonen.
Alt i alt blev det en fantastisk weekend, hvor børnene fik masser af gode oplevelser sammen med deres kajakkammerater. Det er netop sådanne arrangementer, der er med til at styrke fællesskabet på tværs af alder og niveau og skabe venskaber, som rækker langt ud over den almindelige kajaktræning.
En stor tak skal lyde til alle trænerne og ikke mindst de mange forældre, der hjalp med madlavning, bagning, transport og praktiske opgaver. Uden jeres hjælp ville det ikke være muligt at skabe sådanne oplevelser for vores børn og unge.